Byt job
Hver dag transporterer tusindvis af mennesker sig fra A til B for at komme på arbejde og andelen er stigende. Køerne på vejene er lange og tidsforbruget og de miljømæssige konsekvenser er omfattende.
Selv om mange måske opfatter transporttiden som et pusterum fra arbejdet og familien, er konsekvenserne for den tabte tid dog langt større. Påfaldende er det, hvor mange mennesker der krydser hinanden på vej til arbejde.
Man kan i den sammenhæng stille spørgsmålet: hvor mange krydser hinanden på motorvejen, som mere eller mindre har de samme job?????
Vi tror, der er tale om rigtig mange og at man kan lave et helt nyt system, hvor man finder hinanden, bytter job og undgår at pendle. Man kan jobswoppe.
Det er HR set ud fra et meget stort perspektiv – hvor man på tværs af virksomheder og regioner, brancher og ambitioner bytter job til personlig gavn og til gavn for miljøet og samfundet. Det er social-, økonomisk- og miljømæssig bæredygtighed på en og samme tid.